Hvorfor spiller vi egentligt? Hvad er pointen ved at sidde bag en skærm i flere timer og bare spille? Mange vil mene, at det er fuldstændig åndssvagt at så mange unge bruger så meget af deres tid på at spille. Hvis det ikke var nok med, at de bruger deres fritid, så er flere og flere unge også begyndt at bruge skoletimerne til at spille i. Det sker så ofte nu, at det er ved at blive et problem. Mange af de unge siger selv, at de spiller enten mobile spil, computerspil eller konsol flere gange om ugen. Det giver sådan set også god mening, videospil er sjove og nemme at komme til. Du kan spille, når du vil og hvor du vil, derfor bliver der spillet meget mere end for 10 år siden, hvor spil var noget man ofte kun gjorde derhjemme.

Men det større forbrug af videospil har også en negativ effekt. Det store forbrug af spil, facebook og lignende i timerne, har den konsekvens, at flere elever til sidst skal kæmpe sig igennem eksamener, fordi de simpelthen har misset deres undervisning og det vil formentlig også betyde dårlige karakter og større frafald på ungdomsuddannelserne.

Computerspilafhængighed er også knyttet til en medicinsk forståelse af et meget højt brug af computerspil. Computerspilafhængighed er en del af vores dagligdagssprog, men det er også blevet til en lidelse mener flere læger. WHO (World Health Organization) arbejder i øjeblikket på højtryk for at få konkretiseret, hvilke typer af negative mønstre, som kan beskrive den uønskede adfærd relateret til computerspilafhængighed.

Samtidig skal man huske, at de unge ikke går hjem på værelset og bare sidder alene. De sociale medier sikrer præcist, at unge hele tiden ved, hvor deres venner er, og hvilket humør de er i. De kan spille med hinanden, tale med hinanden og sludre med hinanden. Så der er helt klart nogle positive ting ved den måde computere og telefoner, der bryder den sociale isolation.

Jeg tror, at computerspil kan forbedre unges indlæring, fordi de unge for eksempel kan bringe elementer som konkurrence og udfordringer ind i undervisningen. Men det kræver også, at lærerne anerkender computerspillenes bidrag, involverer sig mere og at spiludviklerne gør plads til lærerne i selve spillene.

Jeg mener, at den største barriere for overhovedet at få computerspillene ind i skolen, er at mange lærere syntes at det er besværligt at sætte sig ind i spillene. Når lærerne ikke deltager i spillene kommer nogle elever meget hurtigt igennem spillene uden at komme igennem alle spillets opgaver eller vigtige punkter. Lærerne skal mere på banen, hvis der skal bruges computerspil i undervisningen. Flere lærere syntes ikke, at de unge lærer af at spille, men det er ofte kun på grund af at læreren ikke sætter sig ind i spillet og følger eleverne.

Jeg kan konkludere, at computerspil i fritiden og i skolen er i virkeligheden er et rigtig god ting, hvis man blander det med den traditionelle undervisning. Det giver elverne et andet slags mål, når de spiller i timerne istedet for at læse en bog. Det er meget mere spændende og også et stort skridt i den digitale retning, som er godt for unge som har svært ved de boglige fag.

I følge mig skal der bruges flere penge på digitalisering, men også hjælp til dem som får for meget af det.